Jeg skal have kørekort!

Selvom det næsten er 10 år siden, jeg blev 18 år, har jeg aldrig fået taget kørekort. Jeg ved godt, at det lyder helt vildt mærkeligt for mange, men det var helt naturligt for mig. Jeg boede midt i byen og skulle sjældent ud på landet – og når jeg skulle, var det til fester, så der kunne jeg alligevel ikke køre. Hele min familie boede også tæt på, så vi har aldrig kørt langt for at se hinanden – de fleste bor inden for 5 kilometer af mine forældre, så der var slet ingen grund til at tage bilen. Måske var det også derfor, mine forældre slet ikke havde en bil fast, så selv hvis jeg havde taget kørekort, havde jeg ikke haft noget at køre i. Samtidig må jeg også indrømme, at tanken om at skulle tage undervisning til kørekort heller ikke lød særligt tiltrækkende, og især førstehjælpskursus ville jeg helst slippe for.

Jeg er blevet voksen…

Men nu er jeg altså nået til et punkt i mit liv, hvor jeg burde have kørekort. Jeg er flyttet hjemmefra, har taget en uddannelse og har fast job. Min situation er altså helt anderledes end da jeg blev 18, og nu kan jeg godt indimellem mangle en bil. Flere af mine venner fra studiet bor langt væk og jeg laver flere ”voksenting”, som kræver bil. Jeg kan jo også risikere engang at få tilbudt et job, som ligger i køreafstand. Derfor har jeg besluttet, at jeg skal have taget kørekort – med førstehjælp og det hele.

Førstehjælpskursus til kørekort – ikke fan!

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har altid hadet alle former for førstehjælpskursus. Det er jo sindssygt vigtigt at kunne, men jeg går helt i baglås, når jeg skal lave nogen form for rollespil. Det skal man jo desværre tit til et førstehjælpskursus, og det er ikke lige mig. Men selvfølgelig vil jeg rigtig gerne kunne førstehjælp, og især når man skal til at køre i trafikken. Derudover kan jeg jo selvfølgelig ikke få mit kørekort uden at have været til førstehjælpskursus, så der er ingen vej uden om. Jeg har valgt at tage mit førstehjælpskursus her.

Jeg er spændt på, hvordan det går, men det er vel ikke slemt. Jeg håber, at den praktiske del er relativt lille, så jeg bare kan sidde og lytte det meste af tiden. Det har jeg det meget bedre med.

Køretimerne i sig selv er jeg ikke så bange for – jeg skal jo nok lære det. Jeg er dog noget bekymret for motorvejen. Jeg kan virkelig ikke lide motorvejen, og det tror jeg aldrig, jeg kommer til at kunne. Det er dog heller ikke der, jeg regner med at skulle køre mest.